Spørger du mange af de kokke, som i dag driver de bedste restauranter, så er det tydeligt, at de fra starten af har haft en vision for, hvad de ville med restauranten, maden, konceptet og med sammenhængen.
Det er et større projekt, og det er kun de bedste, som når til toppen. Det er måske også derfor, det er næsten samme historie, som ofte bliver fortalt igen og igen at det har været nødvendigt med de store visioner og det drive, der skal til for at komme til tops i en verden, hvor der ikke er langt mellem succes og fiasko.
Der er mange, som har knækket nakken på kokkebranchen, for det er ikke for dem, som er sarte, eller for dem, som ikke bryder sig om skæve arbejdstider eller en tone, som kan være meget grov i selve køkkenet.
Et sted for drømme og visioner
De kokke, som har visionerne, og som fra starten af viser sig at have talent og bliver hængende trods en ofte hård start, kan også hurtigt se frem til områder, hvor de skal stå for 
noget til restauranten selv. Det kan være, de skal lave maden til personalet, eller de skal måske til at sørge for, at der er skrællet en bestemt type grøntsager til en bestemt ret. Det er mindre opgaver, men noget, som giver hår på brystet, og det er med til at gøre, at eleven skaber de visioner og får den så nødvendige sparring for at komme igennem den hårde elevtid.
Skoleperioderne foregår på Hotel og Restaurantskolen, hvis det er her i landet, du uddanner dig til kok, og det er også der, hvor der skal læres om hygiejne og meget andet. De mest basale ting skal ind og ligge på rygraden, hvad du gør, og hvad du så absolut ikke gør i køkkenet, og hvad der vil være komplimenter til hinanden, når retten kommer på bordet. Det nytter jo ikke noget, at køkkenchefen beder om en bestemt sovs, og du kommer med dampede blåmuslinger.
Det er med at have styr på det, som er det mest elementære, og det er der, hvor skoleperioderne kommer ind i billedet. Kombineret med selve lærepladsen, din egen indstilling til arbejdet og branchen og selvfølgeligt råt talent, det er det, der gør en mesterkok.